Tomatsuppe er dejligt, men kan også være en smule kedeligt. For variationens skyld kiggede jeg derfor efter en mere spicy udgave og fandt en i det mexikanske køkken.
Den er ufattelig nem og virker næsten for let ved sin brug af dåse-ingredienser, men tag ikke fejl; tomater på dåse har uendelig meget mere smag end de små vandballoner man kan køber på denne (kolde) årstid.
Tid: Ca. 1 time og 10 minutter.
Ingredienser
2 stk. kyllingbryster, fri for skind og ben
1 ds Heinz tomatsuppe
1 ds hakkede flåede tomater
½ glas medium hot salsa
2 gulerødder i fine tern
2 kartofler i fine tern
1 porre i tynde skiver
1 fed hvidløg, finthakket
0,75 L hønse- eller grøntsagsbuillon (fx 2 buillonterninger rørt ud i kogende vand)
Salt & peber
Fremgangsmåde
Svits kort hvidløg i lidt olie i en gryde. Tilsæt kyllingbryst og svits det kort sammen. Tilsæt buillon og lad simre under låg i ca. 30 minutter.
Tag kyllingkødet op og gem buillonen. Skær kyllingkødet i små tern og stil til side.
Kom lidt olie i gryden og sautér kort gulerødder, porre og kartofler. Tilsæt salsa, hakkede tomater, tomatsuppe samt kyllingkødet og bland godt. Tilsæt ca. halvdelen af buillonen indtil suppen har en passende konsistens. Gem resten, så du kan spæde til senere, hvis suppen bliver for tyk.
Lad simre under låg ved svag varme i ca. 30 minutter. Smag til med salt og peber.
Servering
Server suppen alene eller toppet med finthakket frisk persille og/eller sprødstegte bacontern.
Til suppen kan desuden serveres fx hvidløgsbrød eller grillede tortillas lagt sammen med ost.